Halloween mumier
Supernem og bæredygtig DIY Halloween-pynt for de mindste.
Man behøver ikke gå ud og bruge en formue på halloweendekoration, når denne nye højtid nærmer sig. Man kan sagtens bruge natur- eller genbrugsmaterialer og stadig ende op med nogle sjove og flotte resultater – og så kan det tilmed også give anledning til en afstressende hyggestund med børnene, hvis man sætter sig ned sammen og laver lidt kreative halloweensysler. I dette tilfælde har jeg brugt noget gaze og et par paprør fra toiletpapir og lavet et par mumier. Kunsten er, at give dem udtryk med øjne, mund osv.. Man kan jo lave en lille mumiefamilie, der har lidt forskellige udtryk – søde, sure, vrede, grinende osv. Det kan der godt gå sport i.
Materialerne er som sagt paprør, gaze, evt. hæftemaskine eller limpistol. platikøjne (fra f.eks. Flying Tiger), eller bare øjne og mund malet med tusch. Klip gazen op i lange strimler og fastgør den med en hæftemaskine til kanten af paprøret. Put lidt lim på paprøret, så gazen kan sætte sig lidt fast undervejs. Nu vikler du bare derud af og fæstner igen til slut gazen i den anden ende af paprøret. Så er det på med øjne, flyverører eller hvad du nu kan finde på. Happy Halloween!