Hortensiakrans – bind den selv

Nem og billig hortensia krans bundet på en ring bygget op af ståltråd og en gammel avis.

Har du hortensia i haven, så bugner dine buske sikkert af blomster, når hortensiaen er i sæson. Men hvad skal man bruge alle de blomster til? Med lidt ståltråd og en gammel avis kan du uden at være professionel blomsterdekoratør faktisk nemt binde din egen hortensia krans.

Hortensia krans med bloklys.

Pink hortensia krans

Jeg er selv ret glad for den stærke pink hortensia, der har en  højsommerlig stemning over sig. Men egentlig er  hortensia i alle farver skønne og velkomne i næsten enhver type krans, når der skal være fest, eller hvis dit hjem bare trænger til et pift af farve og kulør.

Hvis du ikke lige har hobbyskabet fuld af halmkranse til lejligheden, kan du bruge det, du har ved hånden. Jeg har her selv brugt en gammel avis og et stykke ståltråd til at binde kransen op på. Den skal jo ikke holde til evig tid, så det går også uden både halmkrans eller oasis.

Hvis du ikke er så rutineret i forhold til at binde kranse, så er hortensia en rigtig god begynderblomst. Den fylder nemlig godt og lægger sig naturligt om kransen, når den bindes. Det er bare at fæstne vindseltråden og tage et stykke hortensia ad gangen.

Bind derefter løs, til du er kommet hele vejen rundt. Sørg for, at kransen bliver lige bred hele vejen rundt, så den dermed får et ensartet udtryk.

Skovjordbær i kransen

Jeg har selv bundet nogle skovjordbær ind i min krans. Kransen pynter flot på havebordet til en hyggelig sommermiddag, og så er disse smultron bare prikken over i’et.

Hortensia kransen er guf for øjet, når den er bunden med friske blomster, men den kan også bruges bagefter. Du kan nemlig altid tørre den og efterfølgende hænge den op indendøre.