Flornado – en hvirvlende tornado af tørrede blomster i glas og ramme.

…en vægtløs, hvirvlende sværm af tørrede blomster i en lyslilla glasmontre lavet til formålet. De kunstigt farvede Lagurus (også kaldet Harehaler) røde, lys lilla, pink og blå, spinner rundt i en akse om en lille klar ametyst, der udgør “Flornadoens “øje”.  Der er glas på begge sider af rammen, så blomsterne oplyses af det naturlige dagslys.

Tørrede blomster blev hendes skæbne…

Jeg har altid været vild med på tørrede blomster. Som barn var jeg på evigt jagt efter nye blomster, jeg kunne tørre eller presse et sted i min mors store bogsamling. Man vidste aldrig, hvad der faldt ud, når man hev en bog ud fra én af reolerne. Min mor havde en mani med at klippe boganmeldelser eller selektive uddrag fra forfatterinterviews ud af aviser og tidsskrifter og gemme dem i de respektive bøger. Derfor dryssede der tit en let sværm af små udklip, citater og pressede tørrede blomster ud af bøgerne.

At jeg siden i en cocktail netop skulle blive udlært blomsterdekoratør og efterfølgende igen, læse Litteraturvidenskab, har måske sit ophav i denne spøjse sammenblanding af æstetik og natur.

Tørrede blomster i mange farver

Tørrede blomster – back in the 90’s

I min læretid i midten af 90’erne, i en blomsterbutik på Amager, brugte jeg en del tid på at producere tørrede blomsterkranse og dekorationer til butikken. Vi tørrede selv en del af blomsterne og eksperimenterede også med tørringsprocessen. Vi benyttede os af mange forskellige metoder til tørring. I kælderen under butikken, stod et gammelt fyr og lunede, og den gjorde hele underetagen til et ideelt mørkt, lunt og tørt sted at tørre blomster. Man blev altid mødt af en karakteristik, men udefinerbar sødlig og let parfumeret duft, når man gik ned af kældertrappen efter forsyninger.  Overalt under kælderloftet hang blomsterne tæt på snore til tørring, og vi høstede jævnligt store mængder og brugte løs af herlighederne i vores lille værksted, hvor radioen altid gjaldede, og limpistolerne glødede.

Evighedsblomster… holder ikke en evighed..

..men længe! Holdbarhed er relativt, og selvfølgelig holder tørrede blomster sig langt længere tid end de friske, afskårne. Det er skønt at tørrede blomster igen er blevet comme il faut – også på grund af det bæredygtige og klimavenlige aspekt i at nyde blomsterne i længere tid. Dog mener jeg, det er lidt misvisende og nogen vil måske postulere, at det er beslægtet med vildledende markedsføring, når man støder på betegnelser som “evighedsbuket”, eternal flowers, eternity etc. – for de holder altså ikke evigt. Tørrede blomster har, ligesom afskårne blomster, også en udløbsdato. Med tiden falmer de, de drysser, osv. De absorberer den lugt, der er i luften, hvilket blandt andet medvirker til, at de over tid mister deres oprindelige form, farve og pragt. Jeg kalder dem dog gerne for “Ever Lasting” fordi der er sandt, at de har en lang holdbarhed, alt efter hvor fugtigt og lyst de opbevares.

Sådan får du dem til at vare “evigt”..

Vil du gerne bevare dine tørrede blomster i længst mulig tid, så skærm dem fra direkte sol og et fugtigt indeklima. Gem evt. de små breve med Silica Gel, der ofte ligger i en nye taske og ligende, og gem dem et diskret sted ved dine tørrede blomster, evt. i glaskuplen/glasmontre eller læg en håndfuld små Silica breve i bunden af vasen med din tørrede buket. Har du indekat og bruger silica kattegrus, kan du lige hælde en kopfuld ned i vasen (hvis den ikke er af klart glas), så kan du samtidig bruge de små krystaller til at arrangere de tørrede blomster med.

Lige nu er det især de kunstigt farvede blomster, som er moderne. De kan med deres heftige farvestrøg hurtigt pifte et rum op, og det er skønt med stærke pangfarver eller en samlet sværm af klare pasteller. Egentlig foretrækker jeg selv de helt naturlige tørrede blomster. Man behøver ikke at undvære farverne i de tørrede blomster, hvis man vælger de kunstigt farvede fra. Der findes tørringsmetoder, hvor man bevarer pigmentet i blomstens naturlige farve.