Krybbespil som Ikea-hack

Sådan laver du dit eget krybbespil med glaskupler fra Ikea og tyske religiøse figurer i plastik fra Amazon eller Ebay.

Krybbespil-ikea

Krybbespil som dukkespil

Jeg kan godt lide at lave krybbespil. Det er en af de mest hyggelige ting ved julen. Krybbespil har sine katolske rødder og alt respekt for det, men det er ikke det, der får det til at krible i mine fingre.

Måske er det barnet, der kommer op i én, når man bygger krybbespillet op med hyrder, de tre konger fra østerland og ærkeenglen Gabriel. Verdenen bliver både stor og lille, imens den hellige familie forsamler sig omkring krybben i stalden, som om det var et dukkehus fra den dybe barndom.

Den traditionelle form for krybbespil med halm i krybben og rustikke rekvisitter bliver dog lidt for rodet for mig. Derfor fandt jeg på noget andet i år.

Den himmelske glaskuppel fra Ikea

Noget af det mest fantastiske ved julefortællingen er det store rum, der åbner sig, når julestjernen lyser, englene synger og de hellige tre konger indfinder sig østerland. Det helt særlige rum har jeg forsøgt at fokusere på ved at skabe en ren og glasklar stemning. Helt konkret har jeg gjort det ved at bruge glaskupler, jeg har købt for små penge i Ikea.

Glaskuplerne fra Ikea findes i tre forskellige størrelser og typer til 44, 59, 99,- kroner. Glaskuplerne hedder Begåvning og Härliga. Man kan få dem med  med stålbund eller i akacietræ. Kuplerne i ægte glas fås i højderne 19, 20 og 27 centimeter. De bruges typisk til at udstille alle mulige former for pyntegenstande. Og så kan de også bruges til krybbespil, slog det mig.

Bibelske figurer fra Ebay eller Amazon

Mine glaskupler er befolket med bibelske figurer fra juleevangeliet. De ser måske antikke ud, men i virkeligheden er de lavet af plastik og købt på tysk Amazon eller Ebay. Men schhh… sig det ikke til nogen. Jeg har efterfølgende gjort mig umage med at slibe og male på dem, så de ser lidt mere “autentiske” og rustikke ud.

Krybbespil med guldsprayede palmer

Jeg ved ikke, om der var palmer i Bethlehem, da Guds søn blev født. Det var der nok. Ellers må det bare høre ind under afdelingen “kunstnerisk frihed”. Palmerne har jeg sprayet med guldmaling, så de passer til de guldfarvede baser. Så er vi pludselig langt væk fra den de rodede, overgjorte krybbespil, man f.eks. kender fra billeder fra transmissionerne fra julegudstjenesten i Peterskirken i Rom.

Krybbespil i bogreolen

Mine små tableauer var fra starten tænkt som islæt til nogle rum i en af mine bogreoler. Her opstår der nemlig igen et stemningsfuldt rum. Måske kan reolens vægge endda opfattes som en del af firmamentet. Det er det i hvert fald i min forestillingsverden. Vil du selv lave et krybbespil, så skal du selvfølgelig bare placere dine guldkupler med dine tableauer lige der, hvor det passer dig, og hvor det ser mest hyggeligt ud.

Krybbespil fra Ikea

Du kan selvfølgelig også bruge andre former for figurer inde i glaskuplerne. Det er det gode og rummelige ved denne form for krybbespil til julen: Krybbespil som en leg med rummet og med rum i rummet. God fornøjelse med dit eget krybbespil.