Mexicanske halloween dødningshoveder

Lav en variant af det udskårne græskarhoved til halloween. Mal et græskarhoved med acrylfarver og udsmyk det med rhinesten. Se hvordan du gør her.

Halloween græskar er da noget, man skærer ud? Ja, det er det også, men hvorfor ikke give det et twist? Så slipper du også for svineriet med skålfulde af ubrugeligt græskarindmad.

Et mexicansk halloween dødningehoved er faktisk ikke så off, hvis man tænker nærmere efter. Halloween kan i Danmark sidestilles med Allehelgensaften. Der er desuden mange af de bagvedliggende traditioner ved Halloween og Allehelgensaften, der har den samme rod, og så fejres begge højtider d. 31. oktober.

De dødes dag i Mexico

I Mexico fejrer de “De dødes Dag” d. 1. og 2. november. Den mexicanske dødekult er ikke ligeså på samme måde Hollywood horror som den amerikanske Halloween-tradition, men dødningehoveder og andre morbide påfund har de to begivenheder tilfælles. Så sig ikke, at mexicanske Halloween dødningehoveder ikke hører hjemme i dansk halloween DIY!

Her får du opskriften på de mexicanske dødningehoveder og en liste over de ting, jeg har brugt.

Det gode ved denne dødningshoved-DIY er, at hovederne ikke skal have evigt liv. Man skal ikke tænke på pigmenter og grunding som en anden Leonardo da Vinci. Malingen skal bare holde et par uger, mens Halloween kører på sit højeste. Derfor kan du snildt bruge acrylmaling, uden at du behøver at bekymre dig om, at malingen flyder eller skrider. Det gør ikke noget. Når den slags begynder at ske, er tiden alligevel kommet til, at du skal smide dine halloween dødningehoveder ud.

Mexicanske græskar sculls – det skal du bruge

  • Et eller flere græskar. Gerne lidt aflange, så de har formen på et kranie
  • Acrylmaling. Jeg har brugt maling fra Søstrene Grene. Det kostede ca. 20 kroner pr. flaske
  • En mindre malerrulle også indkøbt i Søstrene Grene
  • Rhinsten / farvede falske sten, selvklæbende
  • En japansk sprittusch (UNI-POSCA) til at tegne konturerne op med. Man kan ikke bruge en almindelig sprittusch til at tegne på græskarhoveder med.

Herefter handler det bare om at finde nogle gode forlæg for dødningehoved-mønstrene. Det finder du hurtigt igennem en billedsøgning på Google eller via Pinterest. Søg på noget á la “Mexican sugar scull”. Der er jo den fantastiske tradition i Mexico for at lave farvede dødningehoveder i sukker. Det er de visioner, jeg har overført til mine græskar.

God fornøjelse og god græskar med dine egne mexicanske halloween dødningehoved! Send mig endelig et billede af dit færdige græskar på min facebook.

Mexicanske halloween sculls af græskar
Græskarhoveder i sølv til Halloween